Kære FPU’er.
Foråret nærmer sig, og det samme gør sommerprogrammerne for alle vores flyselskaber. Det betyder flere passagerer i kabinerne samt velkendte og nye destinationer for alle jer.
Hos FPU har vi travlt med flere igangværende overenskomstforhandlinger, ligesom vi er tæt involveret i arbejdet for et bedre psykisk arbejdsmiljø i luftfart. Mere om den indsats meget snart.
Inden vi rigtig kaster os over højdepunkterne for februar i dette nyhedsbrev, vil vi gerne begynde med en tak. En stor tak fra pilot Nicolai Laursen, der i sidste måneds nyhedsbrev efterlyste pilotkollegaer til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse om det psykiske arbejdsmiljø i cockpittet.
Nicolai fik en masse brugbare besvarelser ind fra mange af jer, og både han og FPU vil altså gerne takke jer for at bruge jeres fritid på at hjælpe. Jeres hjælp betyder nemlig, at Nicolai nu kan få et validt resultat til sin forskning – som vi glæder os til at følge op på.
Og så til denne måneds nyhedsbrev. Det kredser om de store OK24-forhandligner, Fagbladet Luftfarts nyeste artikler og et medlemstilbud, som alle kan få glæde af.
Rigtig god læselyst.

SAS sender sine ansatte ombord hos Ryanair
Vi begynder med en artikel, som vores medlemsblad Fagbladet Luftfart bragte i denne uge. Historien handler om, at SAS benytter Ryanair til at transportere sine ansatte i deres duty hours.
Helt konkret kender Fagbladet Luftfart til eksempler, hvor piloter og kabineansatte fra SAS Connect er blevet fløjet med Ryanair på en passiv flyvning mellem Københavns Lufthavn og Gdansk i Polen.
Og den historie affødte med god grund en del stærke reaktioner på eksempelvis Facebook. Holdningen blandt mange flyvende er, at det er uacceptabelt, at et selskab som SAS, med ordentlige arbejdsvilkår, blåstempler et selskab som Ryanair, hvor særligt de kabineansatte har usikre vilkår. Samtidig med at SAS ligger i hård konkurrence med netop Ryanair.
FPU er af den helt samme holdning. Ifølge næstformand Anders Mark Jensen, er det decideret absurd, at SAS bruger Ryanair på den måde, når nu mange FPU-medlemmer og i øvrigt mange andre danskere har fravalgt Ryanair i deres privatliv. Det er derfor grænseoverskridende, at man så kan blive tvunget til at stige ombord i et Ryanair-fly i arbejdstiden.
Du kan danne dig din egen mening og læse hele artikel her.

Hvad er op og ned i OK24?
Måske har du set eller hørt en hel del om de såkaldte OK24-forhandlinger i den seneste tid. Det har nemlig fyldt rigtig meget, at alle offentligt ansatte i Danmark skal have nye overenskomster.
Det er vigtigt at sige, at hele OK24-forløbet og al debatten om det kun vedrører dem, der er ansat i enten staten, regionerne eller kommunerne. I FPU har vi én medlemsgruppe, der er direkte involveret i forhandlingerne, og det er vores AFIS-operatører, der er ansat af Kommunernes Landsforening (KL).
Alle kommercielle piloter og kabineansatte, flyveinstruktører, HEMS-crew og HOIST-operatører har altså ikke direkte noget at gøre med OK24-forhandlingerne. Men det er relevant alligevel, fordi vores AFIS-kollegaer fortjener ordentlige løn- og arbejdsvilkår, når man tænker på den vigtige rolle de spiller i eksempelvis Esbjerg og Odense Lufthavn.
I det store, landsdækkende billede er der indgået aftaler mellem parterne for både stat, regioner og kommuner. Her er man blevet enig om en lønramme, som kommer til at være rettesnor for de specifikke forhandlinger for de enkelte faggrupper, eksempelvis for AFIS-operatørerne.
Det er ud fra denne rettesnor, at FPU og AFIS-bestyrelsen forsætter overenskomstforhandlingerne med KL. Vi håber, at der snart er nyt at fortælle til vores AFIS-medlemmer, som herefter skal stemme om deres nye overenskomst.
Hvis du har interesse i hele OK24-konceptet, kan du læse mere om det generelle forhandlingsforløb i denne artikel.

Vi gav piloterne ordet
Som mange af jer allerede har set, har Fagbladet Luftfart den seneste tid haft fokus på den grønne omstilling af branchen. Derfor har vores journalister skrevet flere artikler, der på en eller anden måde kredser om emnet. Hvis du har lyst, kan du se alle artiklerne i serien her.
Et af de nyeste indlæg i serien kommer dog direkte fra to af jeres kollegaer.
Piloterne Søren Jakobsen og Simon Laugesen har nemlig forfattet et debatindlæg, som handler om, hvordan omstillingen påvirker den enkelte pilot, og hvad man selv kan gøre fra cockpittet. Du kan læse hele debatindlægget lige her.
Det er altid spændende at høre, hvad gode kollegaer egentlig mener om de store dagsordener – og denne gang er der faktisk en hel del at lære for alle flyvende i Søren og Simons debatindlæg.
Alle jer, der har læst debatindlægget, har taget rigtig godt imod budskabet fra jeres kollegaer, og som fagforening sætter vi rigtig stor pris på, at medlemmerne deler deres erfaringer og tanker.
Så hvis du selv har lyst til at skrive et debatindlæg til Fagbladet Luftfart med dine betragtninger om branchen, er du velkommen til at hive fat i vores journalist Kristine Nødgaard-Nielsen på knn@flyvebranchen.dk. Det kan handle om grøn omstilling, arbejdsmiljø, lønninger eller et helt andet emne inden for arbejdsmarkedet, som du mener noget særligt om.
Tusind tak til Søren og Simon for at dele tankerne med resten af det flyvende fællesskab i FPU.

Tilbud til dig: Få sikkerhed i fritiden med vores kollektive forsikring
Inden vi runder månedens nyhedsbrev af, skal vi lige omkring en af de store økonomiske fordele, du får som FPU-medlem.
Alle FPU’ere – uanset medlemstype – med bopæl i Danmark eller et andet EU/EØS-land kan nemlig blive omfattet af vores kollektive fritidsulykkesforsikring gennem Tryg.
Forsikringen dækker dig i din fritid, så du kan få økonomisk erstatning, hvis du skulle komme ud for en ulykke eller en skade. Forsikringen dækker også udgifter til eksempelvis kiropraktor og fysioterapeut, hvis du får brug for genoptræning.
Forsikringen er fra 1. marts 2024 steget med et par kroner og koster nu 43 kroner om måneden – og det er stadigvæk en virkelig god pris for at være forsikret mod ulykker og skader i hele fritiden.
Har du ikke allerede forsikringen, skal du bare skrive til vores fællesmail på fpu@flyvebranchen.dk. Så skal vi nok få tilmeldt dig hurtigst muligt.
Hvis du tilmelder dig, bliver pengene for forsikringen trukket sammen med dit kontingent til FPU. Det kan man andre ord ikke blive hverken billigere eller nemmere at være på den sikre side.
Læs alt om forsikringen her – og tak fordi du læste med.