Kære fantastiske tillidsvalgte,
Året 2024 er snart forbi, og vi nærmer os 2025 – et nyt år med nye muligheder og udfordringer, som jeg personligt glæder mig til at opleve sammen med jer.
Det har været et hektisk år i luftfart, og det er snart blevet en gentagelse at sige det. Det har været et år med mange overenskomstforhandlinger, og netop i disse dage og helt op til jul bliver de sidste medlemsmøder afholdt, og der er overenskomstforslag ude til afstemninger. Det er en særlig fornøjelse at opleve tillidsvalgte forhandle en overenskomst hjem til deres kollegaer, så stor tak for at påtage jer denne opgave, som har den største betydning for medlemmerne.
Nogle gange er det sværere at få landet en overenskomst lokalt, end det bør være, og der står vi klar til at støtte jer hele vejen, og er der behov for det, går vi foran jer. Men hver gang er det jer og jeres medlemmer, der bestemmer, hvilken vej vi går, og vi går denne vej sammen.
I mange andre forbund sidder der mennesker på en gang, som kan og vil træffe beslutninger på deres medlemmers vegne, uden nogen erfaring eller følelse for netop deres medlemmer og deres arbejde. I FPU er det udelukkende jer, der i fællesskab med vores medlemmer beslutter, hvad der er bedst. Det respekterer vi, og vi hylder det.
Min sidste hilsen og sidste nyhedsbrev for 2024 er dog lidt særligt her i år. Xfly er gået konkurs her i slutningen af året, og mange gode medlemmer har mistet deres arbejde. Det gik lige i hjertet, hvordan I alle hurtigt var ude og støtte op om medlemmerne i Xfly – tak for det!
Jeg vil gerne sende en særlig hilsen til vores tillidsvalgte i Xfly: Peter, Ingelise og Thomas samt alle de andre i deres gode lokale foreninger. Men særligt de tre har jeg kendt i mange år i Xfly som tillidsvalgte og set, hvordan de uselvisk har kæmpet for deres kollegaers ve og vel. Også under konkursen, hvor de selv har været triste, er deres egne behov kommet i anden række, da de først og fremmest var der for deres medlemmer! Af hjertet tak for jer og ikke mindst tak for jeres kæmpe indsats. I har min dybeste respekt!
Året 2025 bliver interessant, men mere om det det næste år.
Jeg vil gerne ønske jer en rigtig glædelig jul, når I når dertil, og ikke mindst et fremragende nytår. Og god arbejdslyst til jer, der også flyver i juledagene.
Pas godt på jer selv og vores medlemmer.
Tak for et godt år til jer alle sammen.