Nyuddannet pilot: Netværket lokker mig og sørger for, at jeg ikke giver op

Som nyuddannet pilot kan man hurtigt stå alene, når man forlader pilotskolen og ikke lander jobbet med det samme. FPU sætter ind, når flyveskolerne slipper, og selskaberne ikke har grebet piloterne endnu. Til jobansøgningskursus for nyuddannede og ledige piloter kan du få konkrete tips og tricks til CV’et og værktøjerne til at holde modet oppe i den svære tid. En stor hjælp i situationen, fortæller en nyuddannet pilot.

Det første job kan være svært at lande i de fleste brancher, men særligt nyuddannede piloter skal ofte kæmpe hårdt for at sparke døren ind til arbejdsmarkedet. Mange luftfartsselskaber kigger udelukkende på summen af flyvetimer og de nødvendige certifikater, og mange nyuddannede piloter kan hurtigt forsvinde i bunken af ansøgere. Derfor afholdt FPU i midten af februar et jobansøgningskursus udviklet til netop de ledige og nyuddannede piloter.

Kursets menu bød blandt andet på konkrete råd og anbefalinger til selve ansøgningen og CV’et, mens FPUs lokaler i Valby dannede rammerne for en eftermiddag med sparring og netværk med sidemakkeren. En af kursusdeltagerne var Louise Fischer, der blev uddannet fra Center Air Pilot Academy i Roskilde i november 2022. Hun søgte særligt efter én ting til kurset:

”Det er netværket, der lokker! At møde piloter fra andre skoler, der kan sparre med mig eller bruge mine erfaringer til noget. Det giver noget særligt at være sammen med mennesker, der forstår og anerkender den situation, man står i som ledig pilot. Og så det lettere at tilføje lidt hygge til de gode råd, når man mødes fysisk i sin fagforening,” siger Louise Fischer.

For Louise Fischer har tiden som ledig blandt andet handlet om at holde dampen oppe i jobsøgningen. Virkeligheden har desværre ikke vist sig fra sin letteste side for den nyuddannede pilot, der ikke kan genkende det glansbilledet af hverdagen, som flyveskolerne kan male.

“Jeg har efterhånden sendt en del ansøgningerne afsted, desværre er det bare sådan, at man oftest ikke hører mere end, at ansøgningen er modtaget. Man får nemlig intet feedback, og så det er svært at vide, om det er fordi, man ikke selv er god nok, eller fordi, der bare er nogle andre, som er bedre kvalificeret til jobbet. Det er en stor kontrast til det at være elev, hvor vi ellers har været vant til fra skolen at få konstruktiv kritik på størstedelen af det, vi laver. Det her kursus er som en peptalk, så jeg ikke bare giver op men derimod stadig har motivationen og troen på, at det nok skal lykkes,” siger Louise Fischer.


Fik hjælp fra flere kanter

Kurset med titlen: ”Vejen til det gode job i skyerne” var udarbejdet af tidligere pilot og nuværende forbundssekretær i FPU Kasper Svendsen og job- og karriererådgiver Sally Lakolk fra Min A-kasse. Mens Sally Lakolk havde ekspertisen til at rådgive med best practices fra det generelle arbejdsmarked, gik Kasper Svendsen i dybden med de specifikke krav og arbejdsgange i luftfart.

Det blev både til et kritisk blik på Kasper Svendsens egne ansøgninger som pilot, gennemgange af tekniske aspekter ved påkrævede skill-tests og drøftelser om alt fra FPA-displays, simulator-briefinger og kulturelle forskelle mellem nationale og internationale luftfartsselskaber.

Frederik Hinrichsen er pilotelev på Center Air Pilot Academy i Roskilde, hvor han bliver færdig til sommer. Han deltog i jobansøgningskurset hos FPU for at være på forkant med jobsøgningen og for at få et godt råd eller to til CV’et:

”Jeg hører jo historierne fra de nyuddannede elever, og på den måde kan jeg godt gå og blive lidt stresset allerede nu. Jeg har set frem til at få nogle tilbagemeldinger på mit CV og et indblik i selve processen med at søge og lande et job. Det har jeg fået i dag.”

På kurset bølgede snakken fra pilot til pilot i pauserne og under dagens små opgaver, hvor deltagerne og underviserne gennemgik CV’er og tidligere ansøgninger.

”Kurset har været professionelt og i øjenhøjde med os. Det var rigtig godt, at vi både hørte fra Sally, der kender arbejdsmarkedet, og Kasper, der har prøvet det hele på egen krop. Jeg kan især bruge betragtningerne om de kulturelle forskelle mellem selskaber, som jeg ikke havde taget stilling til før. Der er ikke et facit til det hele, men kurset har gjort de gode intentioner mere konkrete, og det tager jeg mig med,” siger Frederik Hinrichsen.

Som nyuddannet er man aldrig alene i FPU

En stor del af kurset tog udgangspunkt i Kasper Svendsens egne erfaringer som pilot efter 10 år i branchen. Han kender luftfart indefra og ved, hvilke udfordringer de nyuddannede piloter står i:

”Det er en overvældende følelse at stå med sit pilotcertifikat i hånden. Glæden er ikke til at tage fejl af, når alt det hårde arbejde manifesterer sig i et stykke papir, og man nu har tilladelsen til at flyve store, kommercielle flyvemaskiner. Men samtidig træder man også over grænsen til en stor og uvis verden. Det kan være en enorm mur at møde, og det bliver man ikke undervist i på flyveskolen. Derfor træder FPU til for at hjælpe de unge mennesker på vej til den bedste start på karrieren,” siger Kasper Svendsen.

”Det er så vigtigt, at der står nogen klar efter skoletiden til at skubbe de her unge, talentfulde mennesker i den rigtige retning. Typisk bliver de efterladt af flyveskolerne, den dag de står med deres certifikater i hånden, og så er det op til den enkelte selv at finde ud af, hvor og hvordan man finder vej til et selskab,” siger Kasper Svendsen.

Et kursus hos FPU kan naturligvis ikke stå alene, og Kasper Svendsen ved af erfaring, at de unge piloter har et stort arbejde foran sig, inden hverdagen i luftfart sætter ind. Alligevel håber forbundssekretæren, at kursusdeltagerne har fået mod på tilværelsen, og at de alle er bedre rustet til at finde et job:

”Jeg ville ønske, at jeg kunne sende hver og en i job med det samme. Jeg kan godt huske, hvordan banken presser på for at få deres penge tilbage, og hvordan familie og venner kan stå på nakken af en for at høre, om man nu ikke snart har fundet et job. Jeg har selvfølgelig ikke jobs at dele ud, men jeg forsøger mit bedste på at give et skub i den rigtige retning. Derfor inviterer vi til kurser som dette – og det er bestemt ikke sidste gang, vi gør det.”

Del denne artikel fra FPU på:

Læs også

Oplysning om sommer-fatigue

Hvordan kommer man bedst muligt gennem en travl sommer som pilot? ECA har delt en række huskeregler til at undgå fatigue som pilot. Det er vigtigt, for din sikkerhed og sundhed som pilot har altid førsteprioritet.