Kære FPU’ere.
Vi har endnu en gang taget hul på et rekordår.
Da vi rundede 2023 af og hoppede ind i ’24, rundende vi endnu en gang en ny milepæl for FPU. Igen i år er vi større og stærkere i antal, end vi var sidste år. Ved midnat nytårsaften var der mere end 10.000 fly i luften på én gang over kloden, og de færreste kan pege på en, der ikke mindst én gang befandt sig i et flysæde i året, der gik.
FPU og dansk og international luftfart er i vid udstrækning – på trods af krige og konflikter – tilbage på niveauer fra før pandemien. Og det er der sandelig også brug for.
I en verden hvor krige og splittelse fjerner os fra hinanden, er det netop luftfarten, der binder os sammen. Både når nødhjælpen skal frem, eller familier skal forenes henover højtider og store afstande.
Derfor vil jeg begynde min nytårshilsen med at sige tak. Tak til alle der arbejder i luftfart. Til alle nye medlemmer, der nu er med til at forene os. Og til alle de eksisterende, der i årevis har været en del af FPU. Tak for jeres fortsatte engagement og for at tage så godt imod alle de nye.
I det kommende år håber jeg, at vi kan skrue endnu mere op for vores fælles ambitioner og indsatser. Og ikke kun os i FPU men hele sektoren. De ansatte, selskaberne, lufthavnene, myndighederne og politikerne og alle andre derimellem.
Jeg håber kort fortalt, at vi kan kickstarte debatten om en ny luftfartsstrategi for Danmark.
Den seneste af slagsen er fra 2017, og jeg behøver ikke at fortælle jer, at luftfarten ikke er helt den samme som for syv år siden. Til jer, der ikke lige kan den gamle strategi udenad, kan jeg fortælle, at grøn luftfart eksempelvis ikke er nævnt en eneste gang.
Med alle rekorderne, konflikterne og udfordringerne, der lige nu flyver om ørene på os, er det tydeligt, at vi som branche har brug for at stoppe op og tænke os om. Det er nødvendigt, hvis vi ikke skal blive efterladt midt i brydningstiden, vi befinder os i. Jeg håber, at vi kan undgå det i 2024.
Travlhed kalder på fornuft
Året 2023 har på en gang været banebrydende nyt og mærkeligt genkendeligt. Nogle ting er vendt fuldstændigt på hovedet med teknologiske påfund og politiske projekter, mens andre er tilbage som fra før pandemien.
Rejselysten er højere end nogensinde, og langt hen ad vejen har det været de ansatte, der har betalt prisen for, at arbejdsgiverne ikke kunne forudsige den så hurtige genopblomstring af luftfarten.
Det var flyvelederne, der skulle tage ekstra vagter i foråret, fordi Naviair havde fyret for mange mennesker under krisen, og det var de flyvende, der skulle udvise ekstra fleksibilitet, fordi vagtskemaerne ellers aldrig ville gå op.
Men virkeligheden er gået op for arbejdsgiverne, og jeg fornemmer overordnet en stor tro på fremtiden. 2024 bliver derfor et år, hvor vi skal byde en masse nye kollegaer velkommen til vores fag.
Jeg håber, at vi i fællesskab kan give de nye en ordentlig start på karrieren med retfærdige vilkår, en god tone og tid til at lære. Det er den eneste måde, vi kan give dem en reel chance for at gøre en god karriere i vores branche.
Derfor fortsætter FPU i 2024 den store indsats for det gode arbejdsmiljø. Sammen med arbejdsgivere, myndigheder og arbejdsmiljørepræsentanter skal og kan vi sikre, at alle kan gå trygt på arbejde og helskindede hjem igen.
Vi har også fortsat høje ambitioner, når det gælder al uddannelse blandt vores medlemmer. Det er eksempelvis helt utroligt, at der endnu ikke findes en anerkendt grunduddannelse til kabinen, og at piloteleverne fortsat skal slås med hundedyre lån med den lave jobsikkerhed in mente.
Der var dog også godt nyt på uddannelsesfronten sidste år, da Aalborg Universitet og Danish Aeromobility Academy lancerede en uddannelse på universitetsniveau, der udelukkende handler om os og vores hverdag. Det er et imponerende initiativ, som jeg gerne vil takke de passionerede folk bag uddannelsen for.
Det er branchen, der må betale for Ryanairs rabat
I min nytårshilsen fra sidste år skrev jeg, at der var brug for afklaring mellem FPU og Dansk Metal, da fagforeningen for flymekanikerne ud af det blå begyndte at organisere piloter og kabineansatte frem for at fokusere på deres kernemedlemmer. Jeg håbede på en løsning, som desværre ikke kom, og jeg forstår til fulde, at situationen har fyldt meget for jer alle sammen.
Det blev tydeligt, da Dansk Metal i starten af 2023 indgik en overenskomstaftale med Ryanairs datterselskab i Billund. I december marcherede Ryanair så ind i Københavns Lufthavn med selvsamme overenskomst under armen, og nu er det irske lavprisselskab landet i CPH for at blive.
Forstå mig ret: Uanset forhistorien er der som udgangspunkt ikke noget i vejen for, at Ryanair kan have base i Danmark. Det var der ikke i 2015 eller i 2023, og det er der ikke i 2024.
Men Europas største flyselskab må ikke blive inviteret ind på det danske marked med en rabatordning, der får alle andre selskaber herhjemme til at kigge længselsfuldt efter vilkårene i lavprisselskabet. Takket være Dansk Metal, er det præcis det, der er sket, selvom Ryanair om nogen burde have den bedst tænkelig overenskomst på markedet med tanke på deres omsætning.
FPU sagde i tidernes morgen og flere gange efter det nej tak til Ryanair, da de forsøgte at diktere en billig og konkurrenceforvridende overenskomst igennem med os. Dansk Metal sagde til gengæld ja, for i deres optik er enhver overenskomst bedre end ingen. Så let er det desværre ikke, og det gælder slet ikke i en international og hypermobil branche som luftfart.
Som jeg ser det, har Dansk Metal bevæget sig så langt væk fra deres egentlige hjemmebane, at de ikke kan bunde. Overenskomstaftalerne med Ryanair er til stor glæde for det sydeuropæiske personale, der nu kommer til Danmark og får bedre løn end hjemme i Italien, men det kan i sidste ende betyde forringede vilkår for alle os, der var her i forvejen. Både for FPU’erne og medlemmerne i Dansk Metal.
Også her ville vi som branche nyde godt af at arbejde for en samlet strategi. Vi havde i hvert fald gerne rådgivet Dansk Metal til at træffe en bedre, mere fair og langsigtet beslutning, hvis de havde spurgt.
Vi må vente at se, hvordan hele situationen kommer til at udspille og udvikle sig i 2024, men én ting er sikker: FPU vil altid kæmpe for luftfartens bedste, for branchen og alle de ansatte er vores hjertebarn og vores eneste fokus.
Året for grøn luftfart
Man skal have været dybt begravet i luftfartsstrategien fra 2017, hvis man i løbet af det seneste år ikke har talt eller hørt om grøn luftfart.
Klimadagsordenen har taget branchen med storm, og det er helt vildt, hvor langt vi allerede er nået. Vi hører jævnligt om flyselskabernes grønne initiativer og om virksomheder i både ind- og udland, der innoverer hele værdikæden, så vores branche kan stå distancen.
Regeringen indførte i 2023 en flyskat, der i udgangspunktet skulle sætte fut under omstillingen, men desværre reelt skal finansiere en forhøjet ældrecheck. Både jeg og mange af mine kollegaer i branchen har ytret vores utilfredshed og uforståenhed ved den beslutning, men afgiften er nu, eller i hvert fald fra 2025, en del af virkeligheden i dansk luftfart.
Alligevel har jeg en fast tro på, at 2024 bliver et godt år for Luftfartens Klimapartnerskab, hvor selskaber og organisationer mødes med politikerne. Anko van der Werff fra SAS har sat sig i formandsstolen, og allerede om to uger skal jeg til årets første møde i Klimapartnerskabet. Jeg glæder mig, for partnerskabet er nemlig et af de projekter, der viser, at vi sagtens kan skabe retning i fællesskab og udleve vores ambitioner om en grønnere, mere bæredygtig og fremtidssikret branche.
Vi skal vidt omkring i 2024
Vores faglige afdeling er klar til at fortsætte arbejdet for alle medlemmer og afdelinger med fagretslige sager. Præcis som de gjorde i slutningen af 2023, da fragtpiloterne i Star Air efter mange års tovtrækkeri endelig fik udbetalt den millionstore bod, som de havde krav på fra selskabet.
Anerkendelsen og betydningen af sejrene holder helt sikkert FPU ved ilden, men vi har også en høj ambition om at samarbejde med selskaberne og finde fornuftige løsninger på vores udfordringer. Det gælder både ved forhandlingsbordet og ved møder som det i Klimapartnerskabet.
Vores Trafiksektion har også et stort arbejde foran sig med de kommende OK-24-forhandlinger, hvor AFIS-operatørernes overenskomst med Kommunernes Landsforening skal genforhandles. Det er afgørende for dansk luftfart, at også denne gruppe mennesker får en attraktiv og retfærdig overenskomst på plads.
Der bliver brug for alle flyvende på hele kontinentet, når der til juni er Europaparlamentsvalg. For det første skal vi hjælpe en masse mennesker til og fra Bruxelles, og for det andet, skal vi gå rigtig meget op i valgets udfald. Langt størstedelen af lovgivningen om sikkerhed og arbejdsmiljø stammer nemlig fra EU, og derfor er det ikke helt ligegyldigt, hvem der ender med at sidde i stolene dernede.
Selvom det kan føles som om, at der er længe til, så skal vi allerede nu kigge nærmere på årets kongres, der løber af stablen til oktober. Her kommer alle delegerede og tillidsvalgte på besøg i foreningen, hvor vi sætter kursen for vores fælles FPU og vælger den politiske ledelse for de næste fire år.
Jeg ser frem til de gode debatter og oplæg til kongressen, ligesom jeg glæder mig til et år fyldt med tæt samarbejde med alle tillidsvalgte, hårde forhandlinger med selskaberne og politiske tovtrækkerier på vegne af alle ansatte i luftfart. Ind i mellem alt det finder vi forhåbentlig også tid til at diskutere en kommende luftfartsstrategi for Danmark. En strategi, der kan forene os som branche, som vi forener omverdenen.
Rigtig godt nytår.
Thilde Waast – Formand for FPU