Vi tager kampen hver eneste dag
Kampen mod social dumping har højeste prioritet hos FPU hver eneste dag. Vi ved nemlig – efter mere end 50 år i branchen – hvordan udviklingen de seneste år har presset vilkårene for alle ansatte i luftfartsbranchen, og hvordan vi som faglig organisation for piloter og kabineansatte rent faktisk kan gøre en forskel. Og det er der særligt meget brug for i netop vores fag.
Luftfart er nemlig selve definitionen på internationalt arbejde, og derfor finder rigtig mange danske piloter og kabineansatte arbejde i udlandet. Ligesom dygtige mennesker fra hele verden kommer til Danmark for at arbejde i luftfart.
Vi har alle sammen en passion for dette internationale miljø, hvor vi som flyvende møder nye kulturer til daglig og udveksler værdier med hele verden. Vi er drevet af dette enestående arbejdsmiljø i flyene, som FPU og resten af branchen værner om.
Men én ting står soleklart: Alle, der kommer til Danmark for at arbejde i luftfart, skal behandles ordentligt og have det samme i løn som de danske kollegaer. Det er den kamp, som FPU tager hver eneste dag, når vi overenskomstdækker luftfartsselskaberne herhjemme og organiserer vores internationale kollegaer i den danske fagbevægelse.
Som medlem af FPU er du den direkte årsag til, at vi kan fortsætte den kamp! For din og resten af branchens skyld.
Tag del i kampen som FPU'er
Hvis du melder dig ind i FPU, bliver du en vigtig del af vores faglige fællesskab, som kæmper for ordnede vilkår for alle i luftfart.
6 tiltag fra FPU mod social dumping
1. Overenskomster
Vores bedste våben mod social dumping er overenskomstaftaler, der sikrer alle ansatte de samme ordentlige og danske vilkår. Derfor er FPU’s klare mission at organisere og overenskomstdække alle relevante faggrupper i dansk luftfart. Ambitionen er nemlig simpel: Hvis alle luftfartsselskaber er forpligtet til at tilbyde ordentlige forhold, er der ingen ansatte, der bliver snydt.
Ordentlige overenskomstaftaler mellem FPU og luftfartsselskaberne med base i Danmark sætter også en stopper for den unfair konkurrence mellem selskaber, som tvinger de gode arbejdsgivere til at presse vilkårene og lønningerne.
2. Organisering
Der en én fællesnævner for alle vores indsatser mod social dumping: Et stærkt og mangfoldigt FPU. Det betyder, at vi arbejder hårdt for at organisere medlemmer i alle aldre fra alle faggrupper i luftfart med ansættelser i alle dele af rigsfællesskabet – og naturligvis med alle nationaliteter.
Vores lokale tillidsrepræsentanter er stærkt optaget af at få alle kollegaer med i fællesskabet i FPU. Som noget helt særligt har FPU også flere tillidsrepræsentanter med international baggrund, for hvem det er vigtigt at tage del i kampen og bevare den danske model. For desto flere medlemmer vi er i FPU, desto færre vil i så fald stå uden for fællesskabet og være i risiko for at blive både underbetalt og udnyttet.
3. FPU Romania
I 2019 tog vi initiativ til et banebrydende projekt ved at stifte en søsterorganisation i Rumænien, FPU Romania. Organisationen har til formål at fremme arbejdsvilkårene for både piloter og kabineansatte i Rumænien og resten af Østeuropa, så vilkårene bliver så gode, at der ikke er grund til at komme til Danmark og presse vilkårene for de danske FPU-medlemmer.
FPU Romania har udviklet sig med lynets hast på bare en håndfuld år og har allerede i dag en fuldgyldig overenskomstaftale lokalt i Rumænien. Dén indsats kan vi takke alle FPU’ere i Danmark for, fordi de forstår og støtter kampen for ordentlige arbejdsvilkår i hele branchen.
4. En del af international luftfart
Som Danmarks største og mest specialiserede fagforening for piloter og kabineansatte er FPU naturligvis engageret i mange internationale organisationer og netværk.
Vi er medlem af de største og stærkeste pilot-, kabine- og transportorganisationer, der forener de ansatte i flyene på tværs af Norden, Europa og resten af verden. Her sidder vi med i relevante udvalg og arbejdsgrupper, der blandt andet har til formål at bekæmpe social dumping, kreative ansættelsesformer og underbetalt arbejdskraft.
5. Fokus på EU
Størstedelen af lovgivningen i luftfart stammer fra EU, og derfor sætter FPU særligt ind i Bruxelles, når vi ønsker at varetage vores medlemmers interesser overfor myndigheder og beslutningstagere. Det indebærer blandt andet et opsøgende arbejde i eksempelvis EU-Parlamentet, hvor vi taler vores medlemmers sag i forhold til både ny og eksisterende lovgivning.
Alt vores internationale arbejde har det sigte, at alle piloter og kabineansatte i Danmark og resten af Europa skal kunne gå trygt på arbejde og blive ordentligt betalt.
Overfor myndighederne i EU har FPU blandt andet talt med store bogstaver om behovet for at styrke hjemmebasebegrebet, at skabe en mere lige status mellem kontraktansatte og direkte ansatte og at sætte en stopper for ansættelseskonstruktioner såsom pay-to-fly og falske selvstændige.
6. Styrken i FH
FPU står heldigvis ikke alene i kampen mod social dumping. Vi deler vores ambition om, at der skal være ordnede forhold for alle, der kommer lovligt til Danmark i jagten på et bedre arbejde og en bedre tilværelse, med resten af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
Visse brancher, som eksempelvis bygge-, restaurations- og transportindustrien, har taget aktiv del i bekæmpelsen af social dumping, så vi kan bevare de gode løn- og arbejdsvilkår i Danmark for alle – uanset nationalitet. Vi har derfor opbygget et nært forhold til andre fagforbund i FH, der står forenet med alle FPU’ere i kampen.