Nyhedsbrev: God jul og god arbejdslyst

Kære FPU’er.

Juletiden er over os, og det betyder med garanti travle dage og mange passagerer for jer. Vi håber, at I kan finde tiden til at læse årets sidste nyhedsbrev – vi lover til gengæld, at vi skal vidt omkring.

Vi skal kigge nærmere på et alvorligt brud på flyvehviletiderne hos et dansk luftfartsselskab, men vi skal også hylde vores tillidsrepræsentanter, der kæmper for vores forhold og rettigheder.

Du får også relevant information fra FPU om blandt andet åbningstiderne henover julen, inden vi anbefaler det seneste afsnit af vores podcast Lyden af luftfart.

Rigtig god læselyst.

Vi flyver, så andre får fri

Vi kender alle sammen tommelfingerreglen i vores fag: Når alle andre holder fri, må vi arbejde. 

Den kendsgerning lægger et stort ansvar på vores vinger, men det er også en stor del af vores kultur. Det ligger dybt i alle flyvende at træde til, når der er bud efter os, og vi søger alle sammen de store og specielle oplevelser, som vores fag giver os. Og det er nu engang noget særligt at flyve i juledagene. Også selvom det til tider kan være frustrerende at skulle arbejde, mens familie og venner formentlig har fri. Til syvende og sidst er det dog det grundvilkår, der netop betyder, at der altid vil være brug for os. 

Vi håber, at det er gået så smertefrit som muligt i planlægningen af vagtskemaerne ude i selskaberne, og at I både har tid til at mærke julestemningen ombord på flyene og derhjemme.

Henover jul og nytår er det stadig nemt og bekvemt at komme i kontakt med FPU, hvis du skulle have brug for os. Vi holder lukket på telefonen fra lørdag den 23. december til tirsdag den 2. januar klokken 9, men vores mailboks fpu@flyvebranchen.dk er altid åben og vil blive tjekket dagligt.

Vi håber, at alle FPU’ere får det bedste ud af den travle juletid. Husk at være ekstra gode ved hinanden og jeres kollegaer, når I sørger for, at danskerne kan komme hjem til jul eller på tiltrængt ferie. 

North Flying følger de forkerte regler for flyvehviletid

I forrige uge bragte Fagbladet Luftfart noget af en afsløring fra dansk luftfart. 

Gennem aktindsigter hos Trafikstyrelsen er det nemlig blevet bevist, at det nordjyske flyselskab North Flying har fulgt de forkerte regler for flyvehviletid og pålagt deres piloter for lange standby-vagter.  

Du kan læse detaljerne på fagbladet, men grundlæggende kan det opsummeres til:

Hvis North Flying fortsat bruger det forkerte regelsæt og dermed holder piloterne i standby for længe, kan det få store konsekvenser for flysikkerheden. Det har Trafikstyrelsen vurderet ved at tildele selskabet en såkaldt ”level 2-finding”, som ifølge EASA (Det europæiske luftfartssikkerhedsagentur) ”kan sænke sikkerhedsstandarden og bringe flyvesikkerheden i fare.”

Det er under al kritik, at sådan en praksis har gang på jorden her i Danmark. Og så er det er hån mod resten af branchen, at et dansk taxiselskab benytter et forkert regelsæt. Foruden sikkerhedsspørgsmålet – som naturligvis er alvorligt nok i sig selv – giver det nemlig selskabet en unægtelig konkurrencefordel, som måske har haft betydning for deres faste kontrakter.

Luftfart er en indviklet og fintfølende størrelse. Det betyder, at balancerne hurtigt kan tippe, og at intet andet end det absolut bedste forventes af alle aktører. For sikkerhedens skyld. 

Al lovgivning er nemlig – uanset hvor kompliceret den måtte være – til for at blive overholdt. Som flyvende ved vi det bedre end nogen andre. 

Derfor skal en praksis som den fra North Flying aldrig finde sted. FPU håber, at myndighederne tager sagen dybt seriøst og sætter alt ind for, at det ikke sker igen.

Tillykke til Årets TR i luftfart!

Henover de seneste uger har vi været på jagt efter en af årets bedste historier: Hvem skulle kåres til Årets tillidsrepræsentant i luftfart?

Det er en pris, som FPU uddeler hvert år til en af de mange tillidsrepræsentanter i vores fællesskab, der gennem året har ydet en hel særlig indsats. Alle FPU’ere har haft mulighed for at indstille deres egen TR til prisen. Og nu er vinderen fundet!

Valget faldt på Michael Nielsen, formand for piloterne i Star Air og næstformand i DALPA. Det var Forretningsudvalget i FPU, der traf beslutningen, men den bundede i de flotte indstillinger, som fragtpiloterne selv havde skrevet.

Medlemmer havde blandt andet lagt vægt på Michaels integritet, hans løsningsorienterede indstilling til arbejdet og hans evige ønske om at gøre det bedste for medlemmerne.

Om prisen sagde Michael selv:

”Det er ikke nogen hemmelighed for mine medlemmer, at det har været et ret vanvittigt år, og at det har krævet lidt ekstra af hele bestyrelsen. Derfor betyder det også ekstra meget med alle de her flotte ord, og det vil jeg gerne sige mange tak for til medlemmerne.”

Stort tillykke til Michael!

FPU justerer kontingentet efter prisudviklingen

Fra det nye år korrigerer FPU priserne for fuldtids- og deltidsmedlemskaberne i foreningen, så satserne flugter med den generelle prisudvikling.

De nye kontingentpriser fra 1. januar 2024 ser således ud:

Helt konkret er der tale om, at det fremover kommer til at koste 11 kroner mere om måneden at være fuldtidsmedlem af FPU, mens deltidsmedlemskabet koster 10 kroner mere.

Kontingentjusteringen skyldes og følger de generelle prisstigninger i samfundet, som blandt andet betyder, at FPUs omkostninger til Brancheorganisationen Luftfart og Jernbane (BLJ) bliver højere fra næste år.

Det var vigtigt for FPU at fastholde de lave kontingenter for pilotelever, ledige og udlandsmedlemmer, og derfor justeres disse satser ikke.

Du kan læse mere om prisjusteringen på vores hjemmeside – og husk, at alle FPU’ere med fast bopæl i Danmark får en skatterabat på kontingentet, der betyder, at man ikke skal betale den fulde pris.

Kom med ind på ledelsesgangene i et flyselskab

Mens vi som branche gør os klar til nogle travle juledage, kan vi passende sætte Lyden af luftfart i ørene og dedikere tre kvarter til en spændende fortælling fra de interne linjer hos et dansk luftfartsselskab.

I det nyeste afsnit af FPUs podcast har vi nemlig sat en administrerende direktør i stævne, så vi som ansatte i branchen kan få løftet lidt af sløret for, hvordan man egentlig driver et flyselskab i Danmark.

Vi har talt med Valdemar Warburg, der i januar 2023 satte sig i spidsen for Sunclass Airlines. Han er civilingeniør, har været luftfartskonsulent i McKinsey og er selverklæret flynørd. Nu sidder han for bordenden i et flyselskab, der skal føres ud af coronakrisen og ind i en lys og indbringende fremtid.

Samtalen kommer både rundt om grøn luftfart og kunstig intelligens, og alt i alt er det et temmelig unikt indblik, vi som lyttere får i ledelsesgangene i et stort selskab.

FPU er glade for, at selskaber som Sunclass gerne vil tegne og fortælle for vores skyld. På den måde får alle medlemmer et eksklusivt smugkig til de interne overvejelser. Og det er med til at styrke vores samarbejde fremadrettet.

God fornøjelse med afsnittet og tak fordi du læste med. FPU ønsker dig og din familie en rigtig god jul. Og til alle jer, der er med til at holde branchen i gang henover højtiden: Tak – og god arbejdslyst!

Del denne artikel fra FPU på:

Læs også