Som FPU’er er du på den sikre side
Hvis du og dine kollegaer enten nedlægger arbejdet eller bliver lockoutet af din arbejdsgiver, stopper udbetalingen af din løn. Hvis der er tale om en lovlig konflikt, er det ikke din a-kasse men derimod os som din fagforening, der udbetaler understøttelse til dig, så længe konflikten varer.
Den økonomiske godtgørelse, som betales af FPU til alle medlemmer i konflikt, kaldes konfliktunderstøttelse, og den svarer til den højeste dagpengesats.
Man kan kun modtage konfliktunderstøttelse, hvis man er medlem af FPU, inden konflikten går i gang. Man modtager i udgangspunktet ikke konfliktunderstøttelse, hvis man eksempelvis er medlem af en gul fagforening. Derfor er det vigtigt at være klar over, om man er medlem det rigtige sted eller ej.
Historisk set har luftfart i det meste af verden været præget af flere arbejdskonflikter end øvrige brancher. Som ansat i luftfart har det således vist sig, at det oftest er en rigtig god idé at være medlem af en rigtig fagforening som FPU, der som den overenskomstbærende fagforening i flere danske og internationale luftfartsselskaber kan håndtere og iværksætte konflikter for at forbedre dine arbejdsvilkår.
Som medlem af FPU står du dermed sikkert, hvis der kommer konflikt på din arbejdsplads.
Hvad er en konflikt egentlig?
En arbejdskonflikt skyldes i bund og grund en uoverensstemmelse mellem arbejdstagerne på den ene side og arbejdsgiveren på den anden side. Begge parter har i udgangspunktet ret til at konflikte, hvis ikke uenigheden kan blive løst. Dette er et afgørende karaktertræk ved det, vi kalder Den danske model, som beskriver, hvordan arbejdstager og arbejdsgiver forhandler arbejdsvilkårene på arbejdsmarkedet.
For FPU’s vedkommende vil en arbejdskonflikt altid bunde i ønsket om at forbedre arbejds- og lønvilkårene for de ansatte i luftfart. Vi kan eksempelvis varsle en konflikt i håb om at presse arbejdsgiveren tilbage til forhandlingsbordet.
Der findes kort fortalt to forskellige slags arbejdskonflikter:
Strejke: Når vi som fagforening og arbejdstagere vælger at nedlægge arbejdet, kaldes det en strejke. Det er vores mest vidtgående greb over for en arbejdsgiver.
Lockout: Arbejdsgiveren kan tilsvarende udelukke alle ansatte fra arbejdspladsen. Dette kaldes lockout og er arbejdsgiverens modsvar på en medarbejderstrejke.
I begge tilfælde vil du som medlem af FPU modtage konfliktunderstøttelse, så længe konflikten varer. Virkeligheden er endda, at en konflikt ofte er både en strejke og en lockout på samme tid, men i sidste ende er det underordnet for dig som medlem. For hvis du er medlem af FPU, er det os og dine lokale tillidsrepræsentanter, der håndterer alle de juridiske procedurer og fastlagte tidsfrister, så du slipper for at bekymre dig om det.
En konflikt som en strejke kan være både lovlig og ulovlig ifølge Hovedaftalen, som er indgået mellem organisationerne bag arbejdstagere og arbejdsgivere. FPU iværksætter kun lovlige arbejdsnedlæggelser, der ikke er strid med Hovedaftalen. Eksempelvis kan vi strejke, hvis en overenskomst er udløbet, og vi ikke er tilfredse med arbejdsgiverens forslag til en ny.
Husk, at du som medlem af FPU vil modtage økonomisk godtgørelse fra første konfliktdag i alle lovlige konflikter. Det kræver dog, at du er medlem af FPU, inden konflikter begynder.
Bliv FPU'er og få hjælp ved konflikt
Som FPU-medlem får du gratis rådgivning og hjælp samt konfliktunderstøttelse, hvis du og kollegaer nedlægger arbejdet. Husk, at du skal melde dig ind i FPU, før konflikten begynder.
Hvad sker der i løbet af en konflikt?
Hvis der kommer konflikt på din arbejdsplads, vil FPU og dine lokale tillidsrepræsentanter holde dig i hånden gennem hele konfliktforløbet.
En konflikt vil sjældent komme bag på dig som medlem, da en aktion som strejke kun bliver brugt som sidste tiltag i et langt forhandlingsforløb.
Typisk vil FPU og dine lokale tillidsrepræsentanter have forhandlet med din arbejdsgiver gennem længere tid, før FPU eksempelvis varsler en strejke. Det er et krav, at FPU som overenskomstbærende fagforening varsler en strejke mindst 14 dage før, at den potentielt kan træde i kraft. Perioden på mindst 14-dages varsel giver plads til, at vi sammen med arbejdsgiveren kan forsøge at finde en tilfredsstillende løsning, inden konflikten med dertilhørende økonomiske konsekvenser kan bryde ud.
I de fleste tilfælde vil vi som overenskomstbærende part blive indkaldt til Forligsinstitution, hvor vi i fællesskab med arbejdsgiveren for sidste gang skal forsøge at lande en aftale inden en potentiel konflikt. Skulle det ende uforløst, vil konflikten træde i kraft fra den varslede dato, og så vil du og dine kollegaer overgå fra jeres løn til konfliktunderstøttelse fra FPU, så længe konflikten varer.
Som medlem af FPU vil du naturligvis modtage relevant information gennem hele forløbet, så du trygt kan fortsætte din faglige kamp.
Alt du skal vide om konflikter som FPU'er
Det korte svar er nej. Kun medlemmer af den rigtige, overenskomstbærende fagforening er berettiget til at strejke og til at modtage konfliktunderstøttelse direkte fra en fagforening som FPU.
Hvis du er medlem af en gul fagforening, som ikke er den overenskomstbærende fagforening på din arbejdsplads, vil du altså ikke modtage økonomisk kompensation under en konflikt.
Som medlem af en ikke-overenskomstbærende fagforening må du nemlig ikke strejke, og du vil altså være forpligtet til at møde på arbejde, selvom dine kollegaer eksempelvis strejker. Hvis du bliver væk fra arbejdet, kan du modsat eksempelvis FPU-medlemmerne risikere at blive bortvist af din arbejdsgiver og miste dit arbejde.
Alle medlemmer af FPU vil få udbetalt konfliktunderstøttelse fra konfliktens første dag.
Konfliktunderstøttelsen svarer til den enhver tid gældende højeste dagpengesats, som i 2024 er på 20.359 kroner/måned. Deltidsmedlemmer af FPU vil få udbetalt konfliktunderstøttelse svarende til deltidssatsen, som i 2024 lyder på 13.573 kroner/måned.
Der kan være store forskelle mellem det ene og det andet konfliktforløb, men du skal i udgangspunktet være medlem af FPU i mindst en måned før en potentiel konflikt, før du er berettiget til at modtage konfliktunderstøttelse.
Der kan dog gælde visse forbehold, der har betydning for dette krav. FPU vil altid forsøge at oplyse ikke-medlemmer på en given arbejdsplads om vilkårene og fristerne i en mulig konflikt.
Når en fagforening iværksætter en konflikt med en arbejdsgiver, kan den anmode andre fagforbund og faggrupper om at tage del i konflikten mod den specifikke arbejdsgiver. Dette kaldes sympatikonflikt. Det er fuldt ud lovligt og kan udspille sig på mange forskellige måder.
Der var eksempelvis tale om en sympatikonflikt, da medlemmer fra 3F i 2015 nægtede at udføre arbejde for Ryanair i forbindelse med FPU’s verserende konflikt og kamp mod Ryanairs indtog i Københavns Lufthavn.
FPU er medlem af Fagbevægelsens Hovedorganisation og har dermed gode relationer til andre relevante fagforbund i branchen. FPU kan både anmode om sympatikonflikter fra andre fagforeninger og på opfordring deltage i andre forbunds konflikter.
Hvis FPU er i konflikt på dine vegne, vil vi altid forsøge at finde relevant opbakning fra andre forbund i vores faglige kamp.
Selvom det ikke er bestemt ved lov, hvordan og om eksempelvis piloter må strejke sig til bedre arbejdsvilkår, så gælder der nogle faste procedurer og retningslinjer på det danske arbejdsmarked, som både arbejdsgivere og fagforeninger skal overholde.
Rammerne for en lovlig konflikt, hvad end det er en strejke eller en lockout, er bestemt af den såkaldte Hovedaftale, som er indgået mellem hovedorganisationerne fra både arbejdstagere og arbejdsgivere. Det er kompliceret stof, men vi kender heldigvis retningslinjerne og sørger for at overholde dem og informere alle medlemmer herom.
Grundlæggende kan man sige, at en lovlig konflikt er varslet i passende tid, og at den ikke finder sted i såkaldt fredstid. Fredstid vil typisk være hele perioden for den gældende overenskomst.
Hvis en overenskomst omvendt er udløbet, og parterne ikke kan blive enige om en ny aftale, vil det oftest være lovligt at indlede en arbejdskonflikt så som en strejke, hvis arbejdsgiveren bliver varslet korrekt. Det vil altid være FPU’s ansvar som overenskomstbærende fagforening at overholde retningslinjerne.
I modsætning til en lovlig konflikt opfylder en ulovlig konflikt ikke kravene fra Hovedaftalen mellem arbejdstagerne og arbejdsgiverne. En ulovlig konflikt kan altså være en arbejdsnedlæggelse, der ikke er varslet til arbejdsgiveren i ordentlig tid, ligesom det kan være en strejke, mens overenskomsten stadigvæk er gældende.
FPU iværksætter aldrig ulovlige arbejdskonflikter, og medlemmer kan kun få konfliktunderstøttelse ved lovlige konflikter iværksat eller anerkendt af FPU.
For at en konflikt som en strejke kan være lovlig ifølge rammerne fra Hovedaftalen, skal den varsles til arbejdsgiveren ad to omgange. Første varsel skal komme mindst 14 dage før strejkestarten og andet varsel skal komme mindst 7 dage før påbegyndelsen af strejken.
Der vil altså gå minimum 14 dage fra, at FPU iværksætter en strejke, til at medlemmerne reelt skal strejke. I denne periode er man forpligtet til at møde på arbejde som vanligt.
FPU og arbejdsgiveren vil typisk forsøge at nå til enighed om en ny aftale i denne periode.
Det er kun den overenskomstbærende fagforening, der kan iværksætte arbejdskonflikter som strejker. Da FPU i udgangspunktet kun har overenskomster med danskbaserede virksomheder, kan vi derfor ikke iværksætte en hovedkonflikt med en arbejdsgiver i udlandet. En hovedkonflikt vil derfor være iværksat af en lokal fagforening.
Vi kan dog – hvis de danske og internationale regler og producerer tillader det – godt iværksætte en sympatikonflikt med en udenlandsk arbejdsgiver og dermed indtræde i konflikten.
Som udlandsmedlem i FPU er du kun berettiget til konfliktunderstøttelse fra FPU, hvis FPU anerkender konflikten og eksempelvis har iværksat en sympatikonflikt med den lokale fagforening, der har overenskomstretten.
Der gælder forskellige regler omkring arbejdskonflikter i hele verden, og det kræver således en individuel vurdering af netop din situation, før FPU kan bestemme, hvordan vi kan hjælpe dig under en konflikt i udlandet. Vi står altid til rådighed og kan trække på vores store internationale netværk blandt andre fagforeninger.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig til en mulig kommende konflikt, kan du altid hive fat i dine lokale tillidsrepræsentanter eller kontakte FPU direkte på fpu@flyvebranchen.dk.
Sammen skal vi nok få løst eventuelle misforståelser eller tvivlsspørgsmål, så du som FPU’er roligt kan fortsætte din faglige kamp.
Har du brug for os?
FPU er altid kun et opkald eller en mail væk.
Ring på 3613 2515 eller send en mail via knappen herunder.