FPU’s advokat er på dit hold
Hvis du er medlem af fagforeningen FPU, får du gratis advokatbistand og juridisk rådgivning gennem hele din karriere i dansk luftfart. Vi står klar til at hjælpe dig, hvis din arbejdsgiver bryder din overenskomst, din ansættelseskontrakt eller den danske lovgivning.
I samarbejde med dig og dine lokale tillidsrepræsentanter vil FPU forsøge at indgå et forlig med din arbejdsgiver eller i sidste ende føre din sag hele vejen til Arbejdsretten eller en faglig voldgift.
Alle juridiske sager er forskellige og kræver en konkret og individuel vurdering, men FPU og dine tillidsrepræsentanter står altid på din side i forsøget på at løse problematikken for og med dig.
Og vi ved heldigvis, hvad vi taler om. Vi repræsenterer mere end 2.000 piloter og kabineansatte, har 30 overenskomster og 50 års erfaring fra luftfart og det fagretlige system.
FPU dækker alle sagsomkostningerne, hvis vi fører din sag – også hvis det kræver ekstern advokatbistand. Du betaler altså ikke en krone for at få den bedst mulige repræsentation af advokater med kendskab til din branche.
Bliv medlem af FPU
Få juridisk hjælp og rådgivningen gennem hele karrieren som medlem af FPU. Du får gratis advokatbistand og branchens bedste repræsentation.
Sådan hjælper FPU med fagretlige sager
Som medlem af FPU kan du få ført en fagretlig sag helt gratis. I første omgang skal vores faglige og juridiske ansatte naturligvis kortlægge din sag og komme med deres vurdering, og derfor er det vigtigt, at du kontakter dine lokale tillidsrepræsentanter eller FPU, så snart du bliver opmærksom på problemet.
Sammen kan vi afgøre, hvorvidt der er tale om et decideret brud på overenskomsten eller lovgivningen, eller om der snarere er tale om et fortolkningsspørgsmål af overenskomsten.
Hvis du har været udsat for et brud på overenskomsten, kan vi tage din sag videre i Arbejdsretten. Her stræber vi efter en økonomisk godtgørelse i form af en bod. Det kan også være, at vi indgår et forlig med din arbejdsgiver, hvilket også kan resultere i en økonomisk godtgørelse til dig, der er blevet behandlet forkert. Du er naturligvis med hele vejen igennem.
I mange sager er der dog nærmere tale om et fortolkningsspørgsmål af overenskomsten. Det betyder, at vi som arbejdstagere læser overenskomsten på en anden måde end din arbejdsgiver, og at vi ikke er enige i, hvordan aftalen skal overholdes i praksis. I disse tilfælde vil FPU eller dine lokale tillidsrepræsentanter indlede lokalforhandlinger med din arbejdsgiver i håb om at finde en tilfredsstillende løsning. Hvis vi ikke kan blive enige, kan vi i sidste instans tage fortolkningsspørgsmålet videre til en faglig voldgift, der så skal afgøre praksis fremover på din arbejdsplads.
Det kan være kompliceret og dyrt at føre en sag på egen hånd, og derfor er du som FPU-medlem meget bedre stillet, hvis du bliver behandlet forkert.
Disse typer af sager kan FPU føre for dig
Der findes ikke to fagretlige sager, der er fuldstændig ens, og det er meget svært at sige på forhånd, hvordan en dommer vil vurdere sagen.
Derfor vil FPU’s advokat og ansatte med branchekendskab altid vurdere din sag individuelt og derfra rådgive dig i de videre muligheder. Sammen med dine lokale tillidsrepræsentanter kan vi indlede lokalforhandlinger med din arbejdsgiver, indgå forlig eller tage sagen videre til Arbejdsretten eller en faglig voldgift. I sidste ende er det FPU og dine tillidsrepræsentanter, der afgør det videre forløb ud fra en professionel vurdering.
Herunder kan du se et par eksempler på nogle af de fagretlige sager, som FPU tidligere har ført på vegne af medlemmer.
Forkert udbetaling af løn
En fagretlig sag kan sagtens handle om penge. Gennem tiden har vi set mange eksempler på forkerte udbetalinger til de ansatte i luftfart, og det kan dreje sig om alt fra løn, tillæg, diæter, feriepenge eller pension.
Vi anbefaler altid, at du tager dialogen med dine lokale tillidsrepræsentanter eller arbejdsgiver i første omgang. En forkert udbetaling kan jo skyldes en menneskelig fejl.
Hvis der derimod er tale om systematiske fejl eller fortolkningsspørgsmål vedrørende din løn, kan FPU og dine lokale tillidsrepræsentanter indlede lokalforhandlinger med din arbejdsgiver og eventuelt føre sagen videre.
Brud på flyve-hviletidsbestemmelser
Sikkerheden for den ansatte og passagererne har førsteprioritet for alle piloter og kabineansatte. Derfor skal flyve-hviletidsbestemmelserne altid overholdes.
Alle FPU-overenskomster, der beskriver vagtplanlægning og arbejdstid, overholder FTL-reglerne, så hvis et flyselskab systematisk omgår flyve-hviletidsbestemmelserne, vil det være et overenskomstbrud. I så fald kan FPU føre sagen videre til Arbejdsretten.
Da flyve-hviletidsbestemmelserne er komplicerede, kan der også være tilfælde af fortolkningsspørgsmål, som i sidste ende skal til en faglig voldgift.
Standby-regler
Alle flyvende kender til standby-vagter og de mange nidkære regler omkring check-in, rejsetid og tillæg. Derfor kan spørgsmål om standby-regler give anledning til uoverensstemmelser mellem crew og selskab.
Vi har blandt andet ført fagretlige sager, hvor medlemmer ikke er blevet kompenseret korrekt i forbindelse med standby-vagter, eller hvor der har været tvivl om lovligheden af standby-vagter, der kommer på kant med flyve-hviletidsbestemmelserne.
For få fridage
De fleste ansatte i luftfart har et fast antal månedlige eller årlige fridage som følge af både flyve-hviletidsreglerne og overenskomsten. Fridagene kompenserer for de lange arbejdsdage og de mange timer, hvor man er på farten.
Derfor har FPU blandt andet ført fagretlige sager, der handler om antallet af fridage for medlemmerne. Som altid kan nogle sager løses ved forhandlingsbordet med din arbejdsgiver, ligesom der er mange eksempler på, at flyselskaber kan ”indhente” antallet af månedlige fridage i lavsæsonen.
Sager vedrørende konkurser
Luftfart har historisk set været præget af konkurser. Derfor har alt for mange danske piloter og kabineansatte desværre stiftet personlig erfaring med den store omvæltning at miste sit arbejde og sin indkomst fra den ene dag til den anden.
FPU er altid klar til at gribe dig som medlem, hvis din arbejdsgiver går konkurs. Vi kender de juridiske procedurer og ved, hvordan vi bedst muligt sikrer dig løn, pension og feriepenge fra konkursboet gennem Lønmodtagernes Garantifond.
Principielle sager for lønmodtagere
En del fagretlige sager er meget unikke, men de kan repræsentere nogle generelle spilleregler på det danske arbejdsmarked, som har betydning for langt flere end den enkelte.
Derfor fører FPU også sager, der har en principiel karakter. Vi fører først og fremmest sagen for den forurettede, men vi håber i nogle tilfælde også på, at vi med en juridisk afgørelse kan ændre normen på arbejdsmarkedet for alle.
FPU er blandt andet gået ind i sager, hvor vi kæmper for anerkendelsen af piloters lønmodtagerstatus, forsvarer gravides ret til fertilitetsbehandling eller siger fra over for organisationsfjendtlig adfærd.
Vil du vide mere?
Brænder du inde med et spørgsmål? Uanset hvilken situation du står i, er vi klar til at hjælpe dig.
Ring til os på tlf. 3613 2515 og få en uforpligtende snak eller send en mail via knappen herunder: