FPU er med dig hele vejen ved konkurser
Luftfart er en meget dynamisk branche, og økonomien i flyselskaberne hænger tæt sammen med de generelle op- og nedgangstider i samfundet. Historisk set har det betydet, at alle os ansatte i branchen reelt må leve med risikoen for, at vores arbejdsgiver og luftfartsselskab kan gå konkurs. Og alt for mange piloter og kabineansatte i Danmark har allerede prøvet det på egen krop.
Derfor har FPU – desværre – en hel del erfaring med at håndtere konkurser i luftfartsbranchen. Vi har set nye selskaber komme og flere af dem forsvinde igen, og derfor ved vi, hvordan konkurser i branchen skal håndteres, så de ansatte får dækket deres løn, pension og feriepenge.
Som Danmarks største og mest specialiserede fagforening i luftfart er vi derfor klar til at hjælpe dig, hvis vi en dag skulle støde på nye økonomiske kriser for luftfartsselskaberne.
Hvis du er medlem af FPU, kan du altså trygt regne med, at FPU og dine tillidsrepræsentanter er med dig hele vejen, hvis du skulle miste dit arbejde i luftfart på grund af en konkurs.
Lad FPU hjælpe dig ved konkurser
FPU står klar for dig og alle kollegaerne ved konkurser, så I får den økonomiske godtgørelse, I har krav på.
Hvordan kan en konkurs forløbe?
Når først et flyselskab går konkurs, er det altafgørende, at de ansatte får hurtig og klar besked om det kommende forløb og de mange retningslinjer, der følger med. Og det er her, FPU kommer ind i billedet. Det er nemlig svært at navigere på egen hånd i de tunge dokumentationskrav og papirarbejde, som en konkurs oftest efterlader. Sammen kan lettere overskue processen.
Vi kan af gode grunde ikke forhindre konkurser, men med vores lange erfaring fra branchen, kommer vores medlemmer så godt gennem et konkursforløb som muligt. Vi kender på forhånd de mest almindelige tvivlsspørgsmål, og vores beredskab er klar til at træde i kraft ved enhver konkurs. Vi ved, hvordan det føles at miste sit arbejde og sin indkomst så pludseligt, og vi kæmper udelukkende for, at vores medlemmer får alt det, de har krav på.
Som noget af det første skal FPU og medlemmerne anmelde vores krav i konkursboet til Lønmodtagernes Garantifond (LG), så medlemmerne kan få deres løn, pension og feriepenge, selvom selskabet er gået konkurs. Her sigter FPU efter at få så stor indflydelse på behandlingen af konkursboet, så de ansatte ikke bliver glemt mellem krav fra investorer, ejere og forretningspartnere, der muligvis også har penge til gode.
Vores beredskab består af konkrete handlingsplaner, medlemsmøder, letforståelige manualer og personlig vejledning. Alt i alt sikrer det, at du som medlem ikke mister overblikket i den svære tid, og at rammerne er på plads for, at du og kollegaerne i det konkursramte selskab får så stor del i konkursboet som overhovedet muligt.
Sådan hjalp FPU piloter i Jet Time ved konkursen i 2020
Det danske charterselskab Jet Time begærede sig i sommeren 2020 konkurs i kølvandet på de første måneder med coronarestriktioner i Danmark. Grænserne var stort set lukkede, og samtlige piloter mistede deres arbejde fra den ene dag til den anden.
FPU og den lokale bestyrelse i Jet Times pilotafdeling stod straks klar til at hjælpe medlemmerne i den svære tid. I de første dage stod himmel og hav i et for at klarlægge forløbet og gribe medlemmerne med letforståelige vejledninger og medlemsmøder.
Alle medlemmer i Jet Time modtag konkret rådgivning til det følgende forløb, så piloterne kunne få dækket deres løn, pension og feriepenge af Lønmodtagernes Garantifond. Medlemmerne havde hele tiden FPU og vores tillidsrepræsentanter i ryggen, hvilket har stor betydning, når man står midt i en voldsom konkursbegæring.
I Jet Times konkursforløb lykkedes FPU med at få erklæret en advokat, der skulle granske konkursen og gøre boet i Jet Time op, for inhabil. Vedkommende havde nemlig for tætte bånd til selskabet, hvilket potentielt kunne påvirke, hvor meget FPU-medlemmerne ville få dækket fra konkursboet. Den kamp og sejr var med til at sikre, at FPU-medlemmerne fik den kompensation, de havde krav på.
Senere genopstod flyselskabet som Jettime A/S, og her spillede FPU også en afgørende rolle for piloterne. FPU og de lokale tillidsrepræsentanter kæmpede aktivt for, at piloterne, der førhen var ansat i Jet Time, nu skulle genansættes i Jettime A/S. Coronakrisen havde langvarige konsekvenser, men i foråret 2022 kunne samtlige piloter og FPU-medlemmer igen iføre sig en Jettime-uniform og fortsætte karrieren i luftfart.
Har du spørgsmål?
FPU er altid kun et opkald eller en mail væk.
Ring på 3613 2515 eller send en mail via knappen herunder.