FPU hjælper dig med stress
Luftfart er en fantastisk branche, men der vil altid være turbulens. Som flyvende er hele verden vores kontor, men netop derfor hviler der et enormt arbejdspres på alle ansatte ombord på flyene. Vi arbejder med mennesker og sikkerhed, og vi er vant til perioder med stort arbejdspres, men hvordan reagerer vi, når den ene krise afløser den anden, og højtidens arbejdspres efterhånden bliver normalen?
FPU har været en del af dansk luftfart i mere end 50 år, og derfor kender vi udviklingen. Der kommer hele tiden flere opgaver, og vi bliver ikke nødvendigvis flere kollegaer. Blandt andet derfor er mange ansatte i luftfart udsatte for stress, og stresssymptomer er desværre blevet hverdagskost.
Udviklingen fortæller heldigvis også, at flere og flere flyvende har modet til at handle på deres symptomer og rent faktisk tale om deres oplevelser med stress. Desværre møder vi stadigvæk medlemmer, der ikke har lyst til at tale om deres stress og derfor går gennem sygdomsforløbet alene.
Men FPU er her for at hjælpe. Hvis du oplever stress eller føler dig stresset, kan du altid ringe eller skrive til os. Vores dygtige folk på kontoret kender til din hverdag og sidder klar til at lytte, rådgive og hjælpe. Som FPU’er er du nemlig aldrig alene med det, der presser dig på arbejdet.
For at hjælpe alle medlemmer med stress, har FPU taget initiativ til et stressnetværk. Her kan vi i fællesskab hjælpe hinanden og give vores erfaringer videre.
Har du brug for hjælp?
Du er aldrig alene med problemerne som FPU’er. Hvis du oplever stresssymptomer, kan du altid skrive direkte til os. Du kan også tilmelde dig vores stressnetværk, hvor vi sammen tager hånd om stress i luftfart.
Stressnetværk for flyvende
FPU tager stresssygemeldinger meget alvorligt, og vi ønsker at være en aktiv medspiller over for alle medlemmer, der går gennem ethver stressforløb.
Derfor har FPU taget initiativ til et såkaldt stressnetværk, hvor alle flyvende, der enten har haft stress eller er sygemeldt lige nu, kan deltage. Vi gør det, så du ikke står alene i en svær tid, men netværket er samtidig til gavn for hele branchen. Hver eneste gang en pilot eller en kabineansat taler højt om deres problemer og oplevelser, bliver vi nemlig klogere som faglig organisation og branche, så vi for alvor kan rykke ved rammerne og potentielt forhindre nye stresstilfælde i vores fag.
Så hvis du i en eller anden grad har mærket stress på egen krop, vil vi gerne invitere dig ind i vores stressnetværk. Her mødes vi i uformelle og hyggelige rammer, hvor alle andre i lokalet kan genkende dine følelser og erfaringer. Vi mødes på tværs af faggrupper og selskaber, for stress kan ramme enhver i luftfart og skelner ikke mellem striber på skulderen eller farver på uniformen.
Gennem fællesskabets erfaringer kan vi som Danmarks største og mest specialiserede fagforening tilbyde vores medlemmer unik adgang til kollegaer fra hele branchen, som med garanti kan hjælpe dig med nye perspektiver til din situation.
Stressnetværket i FPU er et nyt initiativ, som skal formes af deltagerne og jeres ønsker. Vi finpudser derfor rammerne hen ad vejen, og der er altid plads til dig og dit bidrag i stressnetværket. Vi håber og tror på, at vi med stressnetværket kan lette arbejdslivet en lille smule for alle piloter og kabineansatte, der ønsker det.
Kom med til næste møde i stressnetværket
12. februar klokken 10-14
Søndermarksvej 15, 2500 Valby
Til næste netværksmøde får vi besøg af en erfaren erhvervspsykolog, der kan hjælpe os med værktøjer til tiden under og efter en stressmelding.
Vi tjekker ind hos hinanden og kigger nærmere på vores arbejdsliv i dansk luftfart.