Spørgsmål og svar om Ryanair sagen

QA om Ryanair sagen

 

  • Hvorfor ønsker I en overenskomst med Ryanair?

    En dansk overenskomst vil sikre ordnede løn- og arbejdsvilkår for de ansatte, som Ryanair har i Danmark. De fortjener en løn man kan leve af i Danmark, og ordnede forhold omkring pension og sygdom.

    Eksempler fra en ansættelseskontrakt viser, at Ryanair har kabinepersonale, som kun er sikret 11 måneders løn om året, de skal skifte arbejdsland med meget kort varsel, og selv betale deres uniformer og ID-kort.

    En overenskomst med dansk fagbevægelse vil sikre ordnede vilkår for alle Ryanairs ansatte i Danmark.

  • Hvad får kabinepersonalet hos Ryanair i løn?

    Ryanair vil ikke dokumentere lønningerne i selskabet, men vi har set lønsedler ned til under 4000 kr om måneden før skat. Og på baggrund af de crewlinkkontrakter, vi har kendskab til, er der lavet et gennemsnitligt bud, der siger: 10000 kr. om måneden før skat for fuldtidsarbejde.

    Sådan er det regnet ud: Hos Ryanair får kabinepersonalet kun løn, når flyet er i bevægelse. Kabinepersonalet får nemlig løn pr. såkaldt ’block hour’ (125. kr pr. “block hour”). Det vil sige tiden i flyet fra klodsen (the block) fjernes fra flyvets forhjul – tiden oppe i luften – og til flyet igen er på jorden og en bremseklods er sat ved forhjulet. Med begrænsninger og EU hviletidsregler kan kabinepersonalet maksimalt flyve 900 “block hours” om året og 100 om måneden. Således vil en helt usædvanligt hårdtarbejdende stewardesse hos Ryanair kunne tjene op til 9.375 gennemsnitligt om måneden pr. år.

    Deroveni kommer så en salgsbonus på 10 pct. af salget på en flyvning. Denne kan dog også fratrækkes løn, såfremt der er kassesvind. Og i de 10.000 kr. er den obligatoriske egenbetaling af uniform IKKE fratrukket.

  • Hvem gør I det for?

    Vi gør det for dem, der skal arbejde for Ryanair med udgangspunkt fra Danmark.

    Vi er altid glade for nye kolleger i luftfarten, og vi byder dem velkommen.

    De fortjener de samme arbejdsvilkår som andre har i dansk luftfart, det vil en overenskomst med dansk fagbevægelse sikre for dem.

    Vi gør det desuden for alle

  • Hvad kan jeg gøre?

    Du kan være med til at fortælle, hvorfor det er vigtigt med overenskomster og faglige fællesskaber i luftfarten og andre steder.

    Meningsmålinger har vist, at 60% af danskerne mener, det er vigtigt med overenskomster for de ansatte på land og i luften indenfor luftfarten.

    70% mener, at nogle af eksemplerne på vilkårene i Ryanairs ansættelseskontrakter er social dumping.

    Vi er glade for, at så mange kan se formålet med overenskomster for de, som arbejder i luftfarten. Og det er vigtigt for os, at opbakningen fortsætter.

    Du kan følge vores kampagne Luftens Helte her og erhverve og dele Luftens Helte materiale, som du finder her.

    Du kan se mere om overenskomster og faglige fællesskaber på ErDuOK.dk og Facebook/ErDuOK.

    Fra din tillidsrepræsentant eller fagforening kan du få det grønne OK-mærke, som viser, du er blandt dem, som mener, det er vigtigt med overenskomster og faglige fællesskaber.

    Arbejder du indenfor luftfarten eller med service i øvrigt, så kan du melde dig ind Flyvebranchens Personaleunion og Serviceforbundet. Det kan du gøre her og her.

  • Hvad har I gjort for at få en overenskomst med Ryanair?

    Vi har henvendt os flere gange. Bl.a. efter vi fik medhold i Arbejdsretten. Vi ønsker nemlig ikke en konflikt, vi ønsker en overenskomst.

    Vi har udvekslet flere breve med Ryanair, og vi har holdt et møde med Ryanairs ledelse den 20. februar 2015 i London.

    På mødet overrakte vi Ryanair forslag til overenskomster for piloterne og kabinepersonalet, som skal ansættes i Danmark.

    Umiddelbart ville de ikke tage imod dem, og vi sendte dem derefter pr. mail til Ryanair.

    Den 1. juli 2015 dømte Arbejdsretten, at Flyvebranchens Personale Unions overenskomstkrav er legitimt, og at en konflikt, samt sympatikonflikt, lovligt kan indledes mod det irske luftfartsselskab.

    Den 8. juli mødtes vi med dem igen. Men mødet varede kun 8 miuntter, da Ryanair blankt afviser tegne overenskomst.

    Ryanair siger, de vil sikre en aftale for alle, som skal arbejde på basen i København, hvad er så jeres problem?

    Alle Ryanairs ansatte i Danmark skal naturligvis have en dansk overenskomst, når de er ansat i Danmark. Så er de hele tiden sikret ordnede forhold.

    Men David O’Brien, Ryanairs kommercielle direktør, sagde til Danmarks Radio den 20. februar 2015, at “Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi er interesseret i overenskomster, men det er simpelthen ikke foreneligt med vores forretning.”

    Hidtil har Ryanair heller ikke ønsket at vise nogle af deres aftaler frem. Så ingen ved, hvad de faktisk taler om, hvor mange ansatte de omfatter, hvor længe de gælder, og om de faktisk passer til danske forhold.

    Eksempler fra en ansættelseskontrakt viser, at Ryanair har kabinepersonale, som kun er sikret 11 måneders løn om året, de skal skifte arbejdsland med kort varsel, og selv betale for deres uniformer og ID-kort.

    Den 29, januar 2015 holdt Ryanair et pressemøde på Radisson Hotel i København, og der sagde personalechefen Edward Wilson, at “På kontraktsiden er omtrent 60% af vores kaptajner direkte ansat og omtrent 40% på kontrakt. Kabinepersonalet… 60% er på kontrakt og lige under 40% er direkte ansat”.

    Vi håber, Ryanair kommer på bedre tanker, og indgår en overenskomst med dansk fagbevægelse. For os er der ingen modsætning mellem billige flybilletter og overenskomster.

    Andre internationale virksomheder har også overenskomster med dansk fagbevægelse, for eksempel McDonalds. Det kan du læse mere om her (”McDonald’s om Ryanair-sag: Vær Glad for Overenskomst”).

  • Hvorfor går I efter Ryanair?

    Vi går ikke specielt efter Ryanair. Vi arbejder for at sikre ordnede forhold for alle i flybranchen.

    Derfor har vi også overenskomster med andre flyselskaber.

    De gælder både for fastansatte og ansatte på kontrakter, som flyselskaberne benytter sig af.

    Her kan du se, hvem vi organiserer og har overenskomst med.

  • Hvorfor er I gået til Arbejdsretten?

    Vi ønsker en overenskomst, ikke en konflikt.

    Vi mødtes blandt andet med Ryanair i London den 20. februar 2015. Der fremlagde vi forslag til overenskomster for Ryanairs piloter og kabinepersonale i Danmark

    Vi har også sendt forslagene til Ryanair, men desværre har Ryanair indtil nu afvist ønsket om en overenskomst.

    Derfor har vi varslet en såkaldt hovedkonflikt overfor Ryanair. Sådan fungerer den danske model.

    Varslet er sket med virkning fra den 26. marts 2015, hvor Ryanair vil starte en base i Kastrup.

    Den 1. juli 2015 dømte Arbejdsretten, at Flyvebranchens Personale Unions overenskomstkrav er legitimt, og at en konflikt, samt sympatikonflikt, lovligt kan indledes mod det irske luftfartsselskab.

    Du kan se mere om fakta om sagen her og en grafisk tidslinje her.

  • Hvornår starter jeres konflikt med Ryanair?

    Som udgangspunkt den 18. juli 2015, men faktisk ønsker vi ikke en konflikt.

    Vi håber fortsat, at Ryanair vil indlede forhandlinger med os om en dansk overenskomst for deres ansatte på basen i Kastrup.

    Kommer der en konflikt, så er der tale om en såkaldt hovedkonflikt,. Den består af en strejke og en såkaldt blokade (det er ikke en fysisk blokade). Det betyder derimod, at Serviceforbundets medlemmer ikke må tage ansættelse i Ryanair. Blokaden kræver ikke noget varsel, når Ryanair har afvist at forhandle.

    Hvis det ikke er nok til at få Ryanair til forhandlingsbordet, så kan hovedkonflikten senere bakkes op af sympatihandlinger fra medlemmer af andre fagforeninger i LO.

    Sympatihandlinger bliver i så fald varslet overfor arbejdsgiverforeninger, som har medlemsvirksomheder, der kan tænkes at have forretninger med Ryanair.

    Hvad er Flyvebranchens Personaleunion (FPU) og Serviceforbundet?

    Flyvebranchens Personale Union (FPU) er en faglig organisation for piloter, kabinepersonale, helikopterpiloter og afis-operatører i Danmark og Grønland.

    Som medlem i FPU får du rådgivning, svar på dine spørgsmål, kontrakttjek, gruppelivsforsikringer og attraktive forsikringer hos ALKA.

    FPU er en del af Serviceforbundet.

    Serviceforbundet består af 11 landssammenslutninger. Udover FPU er det fagforeninger for bankbetjente, ejendoms- og servicefunktionærer, Faglig Puls, Landbrugs- og Tilsynsfunktionærer, mejerister, raffinaderiteknikere, rengøring og service, urmagere og optikere, vagt- og sikkerhedsfunktionærer, frisørerne og kosmetikere samt andre grupper som er samlet i Faglig Puls.

    Hovedkontoret er i København, og der er regionskontorer i Odense, Esbjerg, Århus og Ålborg.

    Serviceforbundet er med i LO.

    John Dybart er formand for Serviceforbundet. I FPU er Anders Mark Jensen næstformand og Thilde Waast formand.

    Se mere om FPU her: www.flyvebranchen.dk

    Se mere om Serviceforbundet her: www.serviceforbundet.dk.

    Du kan her se en grafiskoversigt over forløbet op til Ryanairs opstart.