You are currently viewing Nytårshilsen fra FPU

Nytårshilsen fra FPU

Endnu et corona-år er gået, og vi håber, at det bliver det sidste.

Under halvdelen af de corona-afskedigede piloter og kabineansatte er kommet tilbage på flyene. Resultatet er, at der er 1000 færre stillinger for flyvende i dansk luftfart sammenlignet med 2019-niveauet. Vi håber, at vi kan trodse omikron og alskens varianter og bidrage til, at langt flere medlemmer kommer i job på gode, danske løn- og arbejdsvilkår i 2022.

Men lige nu håber jeg, at du vil læse vores gennemgang af året, der er på vej til at rinde ud.

Halvdelen af de afskedigede kom i job igen i 2021

Deltavarianten lukkede på ny luftrummet i begyndelsen af 2021, men den danske og europæiske genåbning i foråret betød, at selskaberne rejste sig på ny. FPU lavede nye aftaler med Norwegian, der har taget over 300 ansatte tilbage, og der foregår også (gen)ansættelser i Jettime, CityJet og Xfly.

Men i dag er dansk luftfart stadig langt under 2019-niveauet. FPU vurderede i efteråret 2020, at cirka 2000 kabineansatte og piloter havde mistede jobbet under selskabernes fyringsrunder og konkurserne i kølvandet på rejserestriktionerne. Nogle har søgt til udlandet og fået job der, men hvis vi kigger på arbejdspladserne i dansk luftfart for flyvende, så er det under halvdelen af de 2000 stillinger, som indtil nu er genoprettet.

Dermed er over tusind kabineansatte og piloter stadig på jorden efter fyringerne i SAS, Sunair, Xfly, Sunclass og konkurserne i Jet Time, Norwegian og Great Dane Airlines. Mange af medlemmerne er dog i midlertidige jobs som podere, skraldemænd eller i servicebranchen. Dermed står vi en situation, hvor rigtig mange kabineansatte og piloter stadig sukker efter at komme på vingerne igen, men hvor genoprettelsen af job stadig halter gevaldigt efter.

Pilotpulje med 900 ansøgninger

Antallet af ansøgninger til den såkaldte pilotpulje bærer vidne om krisens omfang. Puljen har per dags modtaget 900 ansøgninger, og vi forventer at nå over 1000 inden sidste ansøgningsfrist i januar.

Med puljen har afskedigede og nyuddannede piloter kunnet få støtte til betaling af obligatoriske certifikatfornyelser og helbredsattester. Puljen blev lanceret i begyndelsen af året efter en bred kreds af folketingets partier imødekom FPU’s forslag om særlig coronastøtte til de piloter, der blev ramt af fyringer og konkurser under krisen. Puljen administreres af FPU med supervision fra Beskæftigelsesministeriet. Vi er glade for, at vi har kunnet bidrage til, at puljens penge er kommet ud til de hårdtprøvede piloter.

Der kan stadig søges midler indtil den 10. januar via FPU’s hjemmeside.

Great Dane-konkurs er den tredje konkurs under corona

Den 11. oktober 2021 gik Great Dane konkurs, og fra den ene dag til den anden blev 50 FPU-medlemmer arbejdsløse. Det er særligt trist for medarbejderne, som i den grad har kæmpet for selskabet, og som har været glade for at kunne arbejde i et lokalt nordjysk selskab.

Konkurser er bestemt ikke sjældne i vores branche, men det er alligevel voldsomt, at vi på halvandet år har behandlet hele tre flyselskabers konkurs.

På den kedelige baggrund har vi i FPU gjort os en del erfaringer med konkurser. Erfaringerne har dog gjort vores kommunikationsfolk og jurister i stand til hurtigt og effektivt at komme medlemmernes bekymringer og frustrationer i møde. Vi tager medlemmerne i hånden igennem en proces, hvor vi bistår med krav til både Lønmodtagernes Garantifond og selve konkursboet. Desuden er FPU ikke bange for at udfordre konkursadvokaterne, der ofte tjener millioner på at behandle krakkede selskaber. I begyndelsen af året fik FPU Sø- og Handelsrettens ord for, at advokaten med ansvar for konkursboet i Jet Time var inhabil. Advokatens salær blev beskåret med 40 procent, hvormed der efterlades flere penge i boet til fx medlemmernes krav.

Ny SAS-aftale

Når SAS lancerer der nye koncept SAS Connect, vil der fra begyndelsen blive fløjet på ordnede forhold. Det sørgede FPU for via en overenskomst, der blev offentliggjort den 27. maj i år. Aftalen sikrer jobs til nogle af de mange corona-afskedigede piloter og kabineansatte i dansk luftfart med dansk base og direkte, danske ansættelser på gode skandinaviske løn- og arbejdsvilkår.

FPU havde før Connect-aftalen i forvejen syv aftaler i SAS-regi, og vi organiserer i dag cirka 350 medlemmer i SAS-uniform. Det er netop FPU’s overenskomster med bl.a. SAS’ underleverandører, der har holdt hånden under vilkårene for de flyvende i SAS.

Vi har tidligere oplevet decideret social dumping, når SAS har flyttet arbejdspladser ud af SAS SK, og i årevis har vi måttet se til, mens SAS’ datterselskab, SAIL, fløj ind og ud af Skandinavien på udenlandske vilkår. Med den nye overenskomstaftale sætter vi en kæp i hjulet for mere outsourcing på udenlandske vilkår i SAS. I begyndelsen af det nye år kan en lang række corona-afskedigede piloter og kabineansatte se frem til at iklæde sig SAS-uniform og flyve i SAS Connect. Vi glæder os til at byde dem velkommen i FPU.

Genoprettelse på overenskomst

Vi har som sagt fokus på genoprettelse af job til de mange, der stadig er uden job. Men ikke for en hver pris. Det skal selvfølgelig foregå på overenskomst.

Det har vi udtrykkeligt forklaret Ryanair (i form af deres datterselskab Malta Air), som vi lige nu forhandler overenskomst med vedrørende selskabets base i Billund. Men vilkårene er desværre meget langt fra en dansk overenskomst. Vi insisterer dog ufortrødent på, at der skal være fair konkurrence i Danmark, og det kommer vi også til over for Ryanair/Malta Air i 2022. Herudover er der også nye danske selskaber, såsom Air Seven, der også kunne bruge en overenskomst til gavn for de ansatte, så der konkurreres på lige vilkår i charterbranchen.

_______________________________________________________________________________________

Masser af kampe skal kæmpes i 2022, og der skal ikke herske tvivl om, at det bliver endnu et afgørende år for dansk luftfart og de ansatte. Godt nytår til alle!

Venlig hilsen

Thilde Waast

Formand Flyvebranchens Personale Union