FPU udvider åbningstider og status på COVID19-krise

FPU udvider åbningstider og status på COVID19-krise

Vores branche er hårdt ramt af coronakrisen. I FPU tror vi på branchen, vi tror på løsningerne, og vi (og særligt dine tillidsvalgte) arbejder benhårdt for dig.

Lige nu prøver vi at finde løsninger sammen med selskaberne. Desuden arbejder vi med at informere dig og kollegerne, og dermed gøre jer i stand til at håndtere situationen på bedste vis. Desuden arbejder FPU politisk for at finde løsninger for selve branchen.

Udvidede åbningstider

Vi har udvidede telefonåbningstider fra 9-17 i hverdagene og i weekenden kan du skrive til fpu@flyvebranchen.dk med dit spørgsmål og blive ringet op. Husk, at nummeret er 36 13 25 15.

Men vi opfordrer dig først og fremmest til at orientere dig om konkrete tiltag på din arbejdsplads hos din lokale forening.

Dine spørgsmål

Vi har også en helt opdateret FAQ, der kan besvare en del væsentlige spørgsmål. Vi opdaterer den løbende.

Arbejder for at redde branchen

Lige da coronakrisen for alvor ramte os i uge 11 rettede vi henvendelse til Regeringen med to krav: Et om lønkompensation og et om sikring af likviditet til branchen. Regeringen og arbejdsmarkedets parter præsenterede søndag den 15. marts en lønkompensationsmodel. En model, som lige nu bruges af vores tillidsrepræsentanter til at sende medlemmer hjem med løn. Der arbejdes alle steder på højtryk for at færddigøre aftaler.

Herudover har vi arbejdet sammen med arbejdsgiverne med henblik på at få likviditet til branchen. Regeringen har præsenteret en hjælpepakke til særligt ramte industrier, deriblandt luftfart. Det betyder, at selskaber kan få dækket 25 til 85 pct. af deres løbende udgifter. Luftfartsselskaberne kvalificerer sig til at kunne benytte den pakke i stor stil. Der er dog stadig masser at problemer, der kræver løsninger, heriblandt de udfordringer, der er i Norwegian og i de større charterselskaber.

Vi anbefaler altid medlemmerne at følge med via vores sociale medier både på facebook, twitter og Linkedin. Og ikke mindst på vores fagmedie Luftfart.nu. Her vil du kunne blive opdateret på løsningerne.

Husk at holde jer sunde og sikre derude.

Venlig hilsen

Thilde Waast

Formand FPU

Skriv et svar