FPU tilpasser sig myndighedernes anbefalinger – aflyser møder og kurser

FPU tilpasser sig myndighedernes anbefalinger – aflyser møder og kurser

På et pressemøde denne aften (11. marts 2020) tog Statsministeren og myndighederne vidtgående tiltag i brug for at inddæmme corona-smitten. Dermed lukkes alle offentlige skoler og dagtilbud, og på det private arbejdsmarked opfordres alle til at arbejde hjemme. Fysiske møder, der ikke er absolut nødvendige, anbefales desuden at blive aflyst.

I FPU følger vi naturligvis myndighedernes anbefalinger, det har vi pligt til som organisation og ikke mindst som ansvarlig arbejdsgiver overfor vores eget personale. Dermed lukker vi ned for alle møder i FPU-regi. Det vil for eksempel sige generalforsamlinger og andre møder, der skulle være afholdt i Valby eller i FPU-regi, og det gælder også planlagt kursusaktiviteter. Herudover har Forligsinstitutionen oplyst FPU i dag, at de som offentlig arbejdsplads også lukker ned på nuværende tidspunkt, og de giver en melding de næste par dage, hvordan forhandlingerne bliver påvirket af dette. Vi har herudover meddelt Dansk Industri, at vores forhandlinger bør udskydes indtil, Forligsinstitutionen har givet nyt herom.

Alle disse tiltag vil gælde fra dags dato og til og med 1. april 2020. Hvis dette skulle ændre sig, vil vi naturligvis give besked herom.

Det er dog vigtigt at bemærke, at FPU’s sekretariat fortsætter arbejdet, idet vores medarbejdere vil arbejde hjemmefra. Dermed er telefonen og mail åben som normalt.

VI håber på jeres forståelse, og husk at holde jer selv sunde og sikre derude.

Venlig hilsen