FPU ruster tillidsvalgte til arbejdslivets udfordringer

FPU ruster tillidsvalgte til arbejdslivets udfordringer

For hver af FPU’s afdelinger er der en eller flere tillidsrepræsentanter, som står bag medlemmerne af den lokale afdeling. Tillidsrepræsentantens opgave er at tale medlemmernes sag og hjælpe de ansatte, hvis de oplever udfordringer i arbejdslivet, de ikke selv kan løse.

Det er også tillidsrepræsentanten, der står i spidsen, når der forhandles overenskomst.

Men at være tillidsrepræsentant er for mange en helt ny opgave. Derfor tilbyder FPU i løbet af året flere forskellige kurser, som skal ruste medarbejderrepræsentanter til nye udfordringer.

Et par af kursets deltagere fortæller her om deres oplevelser med kurset.

Et godt netværk

Jacob Møller er helikopterpilot i Norsk Luftambulanse. Her har han været ansat siden 2017. Han blev kort efter sin ansættelse valgt som tillidsrepræsentant – en post som går på tur blandt de ansatte i virksomheden.

»Alt har været nyt for mig når det handler om at være tillidsmand. Derfor var FPU’s kursus en god håndsrækning for mig til både at lære om vores rettigheder som arbejdstagere og forstå historien bag, og hvorfor reglerne på arbejdsmarkedet ser ud, som de gør,« fortæller den 40-årige pilot.

Foruden kursets faglige indhold fremhæver Jacob Møller det netværk blandt andre flyansatte, som kurset giver på tværs af arbejdspladser. På hvert kursus er der deltagere fra langt de fleste af de cirka 30 arbejdspladser, FPU organiserer. Foruden faglige indslag er der også god tid til at tale med de øvrige kursusdeltagere.

»Jeg har talt med flere, som arbejder i virksomheder, der enten har flere udfordringer, end vi oplever, eller blot har mere erfaring end jeg i at håndtere udfordringer. Den slags samtaler er meget udbytterige, og giver også et netværk, jeg kan række ud til, hvis jeg får brug for et godt råd,« siger Jacob Møller.

Får gode redskaber

Også Julia Lundsteen har været med på kursuset. Hun har været fagligt aktiv i et lille år, men fløjet som kabineansat i DAT siden foråret 2017. For hende har kurset både været lærerigt, men også en øjenåbner, fortæller hun.

»Vi fik mange gode redskaber til at håndtere dagligdags udfordringer som eksempelvis fortolkning af overenskomsten, der er et punkt, der ofte giver anledning til spørgsmål,« siger hun og fortsætter:

»Men det var også en anledning til at se ind ad. Får vi kommunikeret nok med vores medlemmer? Og hvordan kan jeg som medlem af bestyrelsen for vores kabineforening være med til at tage sagen i egen hånd, så vi løfter i flok.«

På tillidsrepræsentant-kurset lærer man både om dagligdagen som tillidsvalgt, opgaverne som fagligt aktiv og hvordan en lang række udfordringer håndteres. Kurset indeholder både teori og praktiske opgaver.

Inspireret af andres erfaring

Kurset afholdes af FPU’s egne eksperter indenfor jura, kommunikation og organisering. Hvor juraen sætter rammen for de ansattes rettigheder, er kommunikation et vigtigt værktøj på arbejdspladser, hvor de ansatte sjældent eller aldrig kan sætte sig ned samlet og drøfte udfordringer på arbejdspladsen.

Det gælder blandt andre for de kabineansatte i Reigonal Jet (en leverandør til SAS), som har ikke færre end fire baser i Danmark, fortæller tillidsrepræsentant for kabinepersonaletIngelise Hansen. Hun blev valgt som tillidsmand for kabinepersonalet i Regional Jet i starten af året, og var derfor også med på kurset:

»Det er et fantastisk kursus, som kom rundt om hele rollen som tillidsvalgt. Alt lige fra det faglige systems opbygning til at have god kommunikation med vores medlemmer. Kurset har også givet mig et stærkt netværk på tværs af luftfartsselskaber,« siger hun og tilføjer:

»At høre om andres udfordringer og løsninger er god inspiration. Flere af os arbejder jo i samme segment, og vi kan jo alle møde udfordringer og komme i tvivl, også er det bare rart at høre, hvordan andre har gjort.«

Skriv et svar